NATURAREALERNE

I Danmark er der 444.071 hektar naturareal, af den type der vurderet fredet og derfor beskyttes - det svarer til over 200.000 fodboldbaner, eller godt 10% af Danmarks samlede areal.

 

Der kan være flere forskellige årsager til hvorfor et specielt naturareal vurderes bevaringsværdigt, det kan både skyldes en unik fauna, flora, eller at stedet har stor forhistorisk værdi. Måske bor der en sjælden sommerfugl i området eller en truet orkide vokser vildt lige netop der.

 

Med så store arealer, er det ikke uvæsentligt, hvordan vi vælger at pleje og bidrage til beskyttelsen af den her natur. Det kan gøres på flere måder, både naturligt og mekanisk.

Langt det bedste alternativ, som også er den mest skånsomme for miljøet, er at lade dyr afgræsse de her områder, og her er det tyrene kommer ind i billedet.

Mange forskellige arter dyr kan bruges som naturplejere, f.eks. heste, får, geder m.m., men kreaturerne er særdeles gode fordi de græsser alsidigt og ikke "dødbider" på samme måde som f.eks. får og heste kan. Køer har nemlig ingen tænder i overmunden, og græsser derfor ikke på samme måde som førnævnte, men græsser på en effektiv men samtidig skånsom måde. Desuden er køer fra naturens side meget kreative når det gælder deres valg af føde, og de er derfor eminente til at spise uønskede planter som for eksempel tidsler, brændenælder og bjørneklo.

Endnu et eksempel på hvordan naturen er fantastisk sat sammen, og det er en kæmpe gevinst for naturarealerne, for os, men også for dyrene selv. Brændenælde siges f.eks. at have en styrkende effekt på immunforsvaret, og de tidsler som vi som mennesker ellers bestemt ikke ønsker at røre ved, bidrager faktisk ved at de i dyrenes fordøjelsessystem laver et ugunstigt miljø mod f.eks. orm og parasitter.

Naturarealerne i Knardrup som udgør dyrenes sommerlogi, har en meget alsidig vegetation, naturligt læ og ly, samt naturlige vandkilder, og har derfor været intet mindre end perfekte for en flok kreaturer. Desuden har arealet været meget plaget af bjørneklo, som er svær at bekæmpe, da den spreder sig lystigt, og er giftig for mennesker, hvilket yderligere besværliggør bekæmpelsen af den, men som dyrene i sæsonen 2018 fuldstændig udryddede - det skal derfor blive rigtig spændende at se, hvad et par år med kreaturer på arealet, skal kunne vise sig at gøre for bekæmpelsen af bjørneklo.


 

Man er altid meget velkommen til at besøge kalvenes naturareal, for mere information klik her.
 

© 2018 by UNGTYREN - Selma A. Jensen